Fra: Der Nordschleswiger

Håbet om at vende tilbage til hjemlandet lever

23.12.2014 | 11:41 |

Sara Wasmund

For øjeblikket bor der 59 flygtninge i Uge. Forholdene er yderst beskedne. Salg af dagligvarer i opholdsrummet

Børge Brandenhoff og sønnen Benny har sammen indrettet et udsalgssted på centret.

Et blik ind på det værelse, som mændene fra Eritrea bor på. Fotos: Karin Riggelsen

Uk/Uge. Mange individuelle skæbner mødes nødtvungent på Uge Efterskole for tiden. Blandt dem Firas, der var ansat som bogholder i en stor virksomhed i sin hjemby Latakia, der er alawitternes syriske hovedstad, indtil borgerkrigen rykkede nærmere og nærmere og tvang byens indbyggere på flugt.

Og der er læreren Yibran fra Eritrea, som landets diktatoriske styre har tvunget på flugt, og som nu deler et lille og trangt flersengsværelse med Halefom på 26 år og flere andre landsmænd. Et besøg på Uge Efterskole viser med al tydelighed, hvor stort presset på de danske udlændingemyndigheder er i øjeblikket, for den tidligere efterskole er alt andet end perfekt forberedt på de p.t. 59 flygtninge, som er mænd, kvinder og børn fra Syrien og Eritrea. De har endnu ikke mulighed for at vaske tøj, køleskabene står stadigvæk på gangen og er ikke blevet tilsluttet, og internettet, som for mange er den eneste mulighed for kontakt til hjemlandet, virker heller ikke.

"Det er ok, vi er taknemmelige over at være blevet indkvarteret her. Der er plads til forbedringer, men det hele har skullet gå meget hurtigt, vil jeg tro. Og det skal nok blive bedre hen ad vejen", siger Firas, som kom til Uge fra Sandholmlejren. "Vi ved jo heller ikke, hvor længe vi bliver her, og hvad der kommer til at ske med os", forklarer syreren. "Danmark var ikke planlangt. Her er jeg bare havnet lidt ved et tilfælde. I mit hjemland kom krigen nærmere og nærmere, og man måtte frygte at blive slået ihjel af enten den ene eller den anden part. Det et noget, alle mænd må regne med, så derfor flygtede vi", forklarer Firas.

I Halefoms hjemland er det styret, der gør det umuligt at leve i fred og frihed. "I Eritrea kommer man vilkårligt i fængsel, så snart man siger noget kritisk. Rigtigt mange mennesker er forsvundet i fængslerne, ingen ved, hvor de er, eller hvad der er sket med dem", fortæller den unge mand, der er kommet til Danmark via Sudan, Libyen, Italien og Tyskland. "Økonomisk set havde vi det fint i Eritrea. Vores største ønske er at få en regering, der lader os leve i fred og frihed. Vi vil ikke opgive håbet. Vi ønsker os ikke noget mere brændende end at kunne vende hjem igen", siger Halefom. Det land, de nu er havnet i, er fremmed for dem. "Det er koldt, og så er der så få mennesker her! Men dem, vi har mødt, er meget flinke", fortæller han.

To af disse lokale borgere er Børge og sønnen Benny Brandenhoff fra Bolderslev. De har helt spontant indrettet en filial af deres købmandsbutik fra Bolderslev i flygtningecentret og sælger foruden danske tomater og kartofler også syriske og afrikanske produkter. "Vi kommunikerer ved hjælp af fagter og gestik, det går fint", forklarer Børge Brandenhoff. "Her kan vi yde en særlig service." Og hvis de har mulighed for det, transporterer de også gerne kunderne fra Uge til Bolderslev eller kører dem tilbage. "De har jo ingenting her ellers, og så kan man da sagtens forbinde det forretningsmæssige med en god gerning", forklarer Børge Brandenhoff, hvis familie har drevet købmandsbutikken i 100 år. Og mens den mangeårige butiksindehaver tager sig af de daglige gøremål i hjembyen, er indkøbene hos Børge og Benny Brandenhoff blevet en nødtvungen mellemstation i flygtningene Firas, Halefoms og Yibrans liv fjernt fra deres egen hverdag.

"Udlændingemyndighederne under kolossalt pres"

Uk/Uge. De forhold, som beboerne på Center Uge bor under, er yderst beskedne. Få brusere på gangen til næsten 60 mennesker og indtil videre manglende vaskemaskiner og internetadgang gør det ikke let for flygtningene at falde til på centret. "Vi arbejder på højtryk på alle disse ting. Vi har alle sammen arbejdet 11 timer om dagen i de seneste dage", forklarer Hans Henrik Christensen fra Brovst Asylcenter. "Men det skulle bare gå vanvittigt hurtigt det hele. Det viser bare, hvilket pres myndighederne er under, for der er rigtigt mange, der har brug for et sted at bo. Det havde naturligvis været bedre, hvis det hele havde stået færdigt, men det var bare ikke muligt i dette tilfælde."

 


print artikel